Begrænset hæftelse

Indhold

Begrænset hæftelse betyder, at en ejer af et kapitalselskab kun risikerer det beløb, der er indskudt i selskabet. Kan selskabet ikke betale sine kreditorer, kan de ikke gå efter ejerens private formue. Princippet er grundlaget for hele selskabsformen og forudsætningen for, at kapital kan investeres i risikofyldte projekter uden at sætte alt andet på spil.

Hvor det gælder

• Anpartsselskab (ApS): kapitalkrav 20.000 kr.
• Aktieselskab (A/S): kapitalkrav 400.000 kr.
• Kommanditselskab (K/S): begrænset for kommanditisterne, ubegrænset for komplementaren
• Partnerselskab (P/S): samme struktur som K/S, men med aktiekapital

Modstykket er personlig hæftelse i enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber, hvor ejeren hæfter med hele sin formue.

Kapitalkravets rolle

Selskabskapitalen er kreditorernes sikkerhed og må derfor ikke uddeles frit. Reglerne om kapitalbeskyttelse betyder blandt andet, at udbytte kun kan udloddes af frie reserver, at selvfinansiering er begrænset, og at aktionærlån som udgangspunkt er ulovlige.

Nedsættelsen af kapitalkravet for ApS til 20.000 kr. har gjort selskabsformen let tilgængelig, men samtidig svækket den reelle betydning af kapitalen som sikkerhed. Det er en af grundene til, at banker og udlejere næsten altid kræver personlig kaution af mindre selskaber — den begrænsede hæftelse gør reelt ingen forskel for dem, hvis egenkapitalen er tynd.

Hvornår hæftelsen gennembrydes

• Kaution og sikkerhedsstillelse — den langt hyppigste årsag
• Ledelsesansvar ved ansvarspådragende drift, herunder fortsat drift efter håbløshedstidspunktet
• Manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag
• Ulovlige aktionærlån, der skal tilbagebetales med tillæg af rente
• Culpøs adfærd — svig, tømning af selskabet, forfordeling af kreditorer

Domstolene er tilbageholdende med at gennembryde hæftelsen alene på grundlag af, at et selskab er tyndt kapitaliseret. Men de er ikke tilbageholdende med ledelsesansvar. For en direktion og bestyrelse er den praktiske konsekvens, at dokumentationen for beslutningsgrundlaget — likviditetsprognoser, referater, vurderinger af fortsat drift — er det, der senere afgør ansvarsspørgsmålet.