Dagsværdi

Indhold

Dagsværdi — på engelsk fair value — er den pris, et aktiv kunne sælges for på det åbne marked på opgørelsesdagen i en transaktion mellem uafhængige parter under almindelige markedsbetingelser. Dagsværdi er alternativet til den traditionelle kostprisvurdering og bruges i moderne regnskab særligt for finansielle aktiver, investeringsejendomme og visse derivater.

Hvornår dagsværdi anvendes

Dagsværdiansættelse er obligatorisk eller tilladt for en række aktivkategorier:

• Finansielle aktiver til handel: aktier og obligationer der ikke holdes til udløb
• Investeringsejendomme: ejendomme der holdes for udlejning eller værditilvækst
• Derivater og terminskontrakter
• Biologiske aktiver (dyrebesætninger, afgrøder)
• Aktiver erhvervet ved virksomhedskøb, i identifikation af identificerbare aktiver

For materielle anlægsaktiver som maskiner og inventar er kostpris fortsat hovedreglen, og dagsværdi anvendes kun, hvis virksomheden aktivt vælger det og dokumenterer det.

Sådan måles dagsværdi

IFRS opdeler dagsværdi i tre niveauer baseret på, hvor pålidelig vurderingen er:

• Niveau 1: noterede priser på aktive markeder (fx børsnoterede aktier)
• Niveau 2: observerbare input til vurderingen (fx renteniveauer, sammenlignelige transaktioner)
• Niveau 3: ikke-observerbare input baseret på virksomhedens egne antagelser

Niveau 3-vurderinger er typisk de mest komplekse og indebærer stor usikkerhed — fx dagsværdi af unoterede aktier i mindre selskaber eller specialiserede ejendomme uden direkte sammenligningsgrundlag. For disse aktiver kræver regnskabsstandarderne udførlige oplysninger om antagelser og følsomhed, så regnskabslæseren kan vurdere usikkerheden i tallet.

I praksis betyder dagsværdiansættelse, at regnskabet bliver mere informativt — men også mere volatilt, fordi markedsudsving slår direkte igennem på resultatet. Det er en afvejning, der særligt er synlig i ejendomssektoren og finansielle virksomheder, hvor dagsværdiansættelse er normen.