Langfristet gæld

Indhold

Langfristet gæld er de forpligtelser, der forfalder senere end 12 måneder efter balancedagen. Den finansierer typisk virksomhedens anlægsaktiver — ejendomme, produktionsanlæg, større investeringer — hvor tilbagebetalingen kan strækkes over aktivets levetid.

Hvad der indgår

• Realkreditgæld med pant i fast ejendom
• Banklån med løbetid over et år
• Leasingforpligtelser ud over det kommende år
• Ansvarlig lånekapital og efterstillede lån
• Udskudt skat — en langfristet forpligtelse, der dog ikke forfalder på en fast dato
• Gæld til ejere og koncernselskaber, når den ikke kan kræves indfriet inden for et år

Den del, der forfalder inden for de næste 12 måneder, skal omklassificeres til kortfristet gæld. Opdelingen skal fremgå, og noteoplysningerne skal desuden vise, hvor stor en del af gælden der forfalder efter mere end fem år.

Match mellem løbetid og aktiv

Grundprincippet i sund finansiering er, at finansieringens løbetid modsvarer det finansierede aktivs levetid. En produktionshal med 30 års levetid finansieres langt; et varelager, der omsættes på to måneder, finansieres kort.

Brydes princippet, opstår refinansieringsrisiko. Finansieres en langsigtet investering med en kassekredit, skal kreditten forlænges hvert år — og forlængelsen afhænger af bankens vurdering på netop det tidspunkt, hvor virksomheden måske har mindst forhandlingsstyrke.

Hvad der bør følges

• Afdragsprofilen år for år — hvornår topper gældsbetjeningen
• Renteeksponering: hvor stor en del er variabelt forrentet
• Covenants i låneaftalerne og margin til grænserne
• Refinansieringstidspunkter for stående lån og afdragsfrie perioder

Det sidste punkt fortjener særlig opmærksomhed. Afdragsfrihed føles som en lettelse, mens den varer, men den udskyder alene betalingen — og når perioden udløber, stiger ydelsen ofte markant, fordi hovedstolen skal afvikles over en kortere restløbetid. Den stigning bør ligge i likviditetsbudgettet flere år før, den indtræffer.