Mellemregningskonto

Indhold

En mellemregningskonto er en bogføringskonto, der bruges til at registrere økonomiske mellemværender mellem to parter — typisk mellem en hovedaktionær og selskabet, mellem to selskaber i samme koncern eller mellem virksomheden og en medarbejder. Den fungerer som en løbende oversigt over, hvem der skylder hvem, og hvor meget, indtil mellemværendet udlignes.

Typiske brugssituationer

Mellemregningskontoen optræder oftest i følgende situationer:

• Hovedaktionærens mellemregning: når ejeren har private udlæg, lønforskud eller låner penge ud til selskabet
• Koncerninterne mellemregninger: mellem moder- og datterselskab, fx ved fælles indkøb eller interne services
• Medarbejderforskud: rejseforskud eller forskud på løn, der senere afregnes
• Partnerselskaber: mellem fysiske og juridiske personer i interessentskaber eller K/S-konstruktioner

Saldoen kan svinge frem og tilbage — den ene part kan skylde i en periode og være tilgodehavende i den næste. Det er nettosaldoen ved periodeafslutningen, der reelt påvirker regnskabet og dermed skattemæssigt skal håndteres som tilgodehavende eller gæld.

Skattemæssige fælder ved mellemregning med ejeren

Mellemregning mellem selskab og hovedaktionær er et område med skarpe skatteregler. Hvis hovedaktionæren skylder selskabet penge — altså at selskabet har et tilgodehavende — udgør beløbet et aktionærlån, der beskattes som hævning uden tilbagebetalingsret. Det er en af de hyppigste skattemæssige fejl i mindre ejerledede selskaber, og konsekvensen kan være, at hele lånet beskattes som løn eller udbytte hos ejeren.

Modsat er det legitimt, at hovedaktionæren har et tilgodehavende hos selskabet — typisk fordi ejeren har lagt ud privat. Her bør der dog beregnes renter på markedsvilkår, og mellemregningen bør afstemmes og dokumenteres ved hvert årsskifte. God praksis er at gennemgå mellemregningskontoen månedligt eller kvartalsvist og rydde op i åbne poster, så saldoen altid afspejler reelle mellemværender.