Mindstekravsbekendtgørelsen

Indhold

Mindstekravsbekendtgørelsen er den bekendtgørelse, der fastsætter mindstekravene til det skattemæssige regnskab. Den udgør udgangspunktet for, hvilke oplysninger virksomheder og selvstændige skal indberette til Skattestyrelsen som grundlag for skatteopgørelsen. Bekendtgørelsen er en del af det danske skatterets fundament og opdateres jævnligt af Skatteministeriet.

Hvad bekendtgørelsen kræver

Mindstekravsbekendtgørelsen stiller krav om, at virksomheden indberetter en række grundlæggende oplysninger som del af selvangivelsen eller oplysningsskemaet:

• Resultatopgørelse i en specifik form
• Balance ved årets start og slutning
• Specifikation af visse poster: fx repræsentation, leasingomkostninger
• Oplysninger om aktiver: bygninger, biler, immaterielle aktiver
• Skatteafstemning: sammenhæng mellem regnskabsmæssigt og skattemæssigt resultat

Kravene varierer afhængigt af virksomhedstypen — selskaber har andre krav end personligt drevne virksomheder, og store virksomheder har flere krav end små.

Forholdet til årsregnskabsloven

Mindstekravsbekendtgørelsen og årsregnskabsloven supplerer hinanden:

• Årsregnskabsloven: regulerer regnskabet til offentlige formål — Erhvervsstyrelsen
• Mindstekravsbekendtgørelsen: regulerer regnskabet til skatteformål — Skattestyrelsen

De to regelsæt har forskellige formål og kan give forskellige tal. Det skattemæssige resultat er fx ikke nødvendigvis identisk med det regnskabsmæssige — der er forskelle i afskrivninger, hensættelser og periodisering, der skal afstemmes i selvangivelsen.

For ledelsen er det vigtigt at sikre, at både årsregnskabet og det skattemæssige regnskab er korrekt udfærdigede og at deres indbyrdes sammenhænge er klare. Det er typisk en disciplin, hvor revisor og skatterådgiver arbejder sammen — særligt ved årsafslutningen, hvor afstemningen mellem regnskab og skat er en af de centrale processer. En velhåndteret afstemning forhindrer både skattemæssige overraskelser og kontrolrisici fra Skattestyrelsen.