Opskrivninger

Indhold

Opskrivninger er det modsatte af nedskrivninger: en forhøjelse af et aktivs bogførte værdi, når den reelle dagsværdi overstiger den bogførte. Opskrivninger er væsentligt mere sjældne i danske regnskaber end nedskrivninger, fordi årsregnskabsloven kun tillader dem i bestemte situationer og under skarpe betingelser.

Hvornår opskrivninger er tilladt

Efter årsregnskabsloven er opskrivninger som hovedregel tilladt for:

• Materielle anlægsaktiver (fx grunde og bygninger) til dagsværdi
• Investeringsejendomme som obligatorisk dagsværdiansættes
• Finansielle aktiver der måles til dagsværdi i overensstemmelse med deres karakter
• Biologiske aktiver (fx levende dyr og afgrøder) i visse brancher

Opskrivninger af driftsmidler og immaterielle aktiver er som hovedregel ikke tilladt — disse skal vurderes til kostpris fratrukket afskrivninger og eventuelle nedskrivninger. Det afspejler det grundlæggende forsigtighedsprincip i regnskab: man indregner gerne tab, men er mere tilbageholdende med urealiserede gevinster.

Bogføring af opskrivninger

Når en opskrivning sker, bogføres den ikke i resultatopgørelsen — den går direkte på egenkapitalen via en særlig konto kaldet “opskrivningshenlæggelse”. Det betyder, at opskrivningen forhøjer egenkapitalen og aktivets værdi, men ikke påvirker årets resultat. Når aktivet senere afhændes eller nedskrives, omposteres opskrivningshenlæggelsen fra reserven til frit overført resultat.

For investeringsejendomme, hvor dagsværdiansættelse er obligatorisk efter visse standarder, kommer ændringen dog ofte direkte i resultatopgørelsen. Det giver i ejendomstunge virksomheder store resultatsvingninger, der ikke afspejler driftens egentlige indtjening, men markedets udsving i ejendomspriser. Det er en af grundene til, at investorer og analytikere i ejendomssektoren ofte ser bort fra værdireguleringer og fokuserer på den underliggende driftslikviditet i deres analyser.