Pengestrømsopgørelse

Indhold

Pengestrømsopgørelsen er en regnskabsopstilling, der viser, hvordan virksomhedens kassebeholdning har ændret sig i løbet af en periode. Den supplerer resultatopgørelsen og balancen ved at vise, hvor pengene reelt er kommet fra, og hvor de er gået hen — opdelt i drift, investering og finansiering. For klasse C og D er pengestrømsopgørelsen et lovkrav; for mindre virksomheder er den frivillig, men ofte et nyttigt ledelsesværktøj.

Opbygning og hovedposter

Pengestrømsopgørelsen følger en standardiseret opbygning:

• Pengestrøm fra drift: resultat før skat, korrigeret for ikke-pengemæssige poster og ændringer i arbejdskapital
• Pengestrøm fra investering: køb og salg af anlægsaktiver, virksomheder, værdipapirer
• Pengestrøm fra finansiering: låneoptag, afdrag, kapitalindskud, udbytte
• Nettoændring i likvider
• Likvider primo og ultimo

Slutsummen — likvider ultimo — skal stemme med kassebeholdningen i balancen. Det er denne kobling, der gør pengestrømsopgørelsen til en intern kontrolmekanisme i selve regnskabet.

Direkte og indirekte metode

Pengestrømsopgørelsen kan udarbejdes efter to metoder. Den indirekte metode starter med periodens resultat og korrigerer for ikke-pengemæssige poster (afskrivninger, ændringer i debitorer, kreditorer, lager). Det er den mest udbredte metode, fordi den kan udledes direkte fra resultatopgørelsen og balancen.

Den direkte metode viser de faktiske ind- og udbetalinger fra kunder, til leverandører, til medarbejdere og så videre. Den er mere informativ, men kræver, at virksomheden løbende klassificerer alle bankbevægelser. Få danske virksomheder bruger den direkte metode i den eksterne rapportering, men mange bruger den i intern likviditetsstyring, fordi den giver et mere intuitivt billede af, hvor pengene flyder. For en virksomhed der vil professionalisere sin likviditetsstyring, kan en månedlig pengestrømsopgørelse efter direkte metode være et af de mest værdifulde redskaber.