Regning

Indhold

En regning er den uformelle betegnelse for en faktura — det krav om betaling, en sælger sender til en køber efter at have leveret en vare eller ydelse. Ordet bruges særligt i daglig tale og om betalinger til private: el-regning, telefonregning, restaurantregning. Regnskabsmæssigt er der ingen forskel på en regning og en faktura, men ordvalget afslører ofte konteksten.

Hvornår bruges hvilket ord

I praksis skiller dansk på to akser, når det gælder regning vs. faktura:

• B2C vs. B2B: private forbrugere får typisk en “regning” fra elselskabet, mens en virksomhed får en “faktura” fra leverandøren
• Beløbsstørrelse: “regning” bruges ofte om mindre beløb og rutinekøb; “faktura” om større, formelle transaktioner

Juridisk og regnskabsmæssigt er forskellen ubetydelig. En regning, der opfylder fakturalovens krav, er en faktura — uanset hvad den hedder. En faktura, der mangler de lovpligtige oplysninger, er ikke en gyldig faktura, selv om den er kaldt det.

Krav til en regning som bilag

For at en regning kan bruges som bilag i bogføringen, skal den indeholde de samme oplysninger, som kræves af en faktura: sælgers CVR-nummer, dato, beløb og momsspecifikation. For mindre beløb (under 1.500 kr. inkl. moms) tillader Skattestyrelsen en forenklet form — typisk det, der svarer til en kvittering — men momsfradraget kræver stadig, at sælgers CVR og momsbeløbet fremgår.

For virksomheder, der modtager både formelle fakturaer og uformelle “regninger” fra mindre leverandører, er det bogholderens opgave at sikre, at hvert bilag opfylder kravene. En leverandør, der vedvarende sender mangelfulde regninger, koster typisk virksomheden mere i opfølgning og mistede momsfradrag, end leverandøren selv koster.