Selvangivelse

Indhold

Selvangivelse er den historiske betegnelse for den erklæring, hvor en skattepligtig oplyser Skattestyrelsen om sin indkomst og sine fradrag. Begrebet blev formelt afskaffet med skattekontrolloven, der trådte i kraft i 2018, og erstattet af oplysningsskemaet. Ordet lever dog videre i daglig tale — og i en del ældre aftaler og vejledninger.

Hvorfor begrebet blev ændret

Navneskiftet var ikke kosmetisk. Det afspejlede, at systemet var gået fra selvangivelse til automatisk dannelse:

• Før: den skattepligtige angav aktivt sin indkomst på en blanket
• Nu: Skattestyrelsen danner en årsopgørelse ud fra tredjepartsindberetninger, som den skattepligtige har pligt til at kontrollere og supplere

Pligten forsvandt altså ikke — den skiftede karakter fra angivelsespligt til oplysnings- og kontrolpligt. Er der oplysninger, Skattestyrelsen ikke kender, skal de fortsat gives, og manglende oplysning kan udløse skattetillæg og i grovere tilfælde straf.

Hvem skal udfylde oplysningsskema i dag

• Selvstændigt erhvervsdrivende med personligt drevet virksomhed
• Personer med udenlandsk indkomst eller aktiver i udlandet
• Deltagere i interessentskaber og kommanditselskaber
• Personer under virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen

Almindelige lønmodtagere har som hovedregel ikke et oplysningsskema, men får direkte en årsopgørelse. Selskaber indgiver en selvstændig selskabsselvangivelse — i praksis oplysningsskema for selskaber — i DIAS/TastSelv Erhverv med frist seks måneder efter regnskabsårets udløb.

I dokumenter, låneaftaler og investoraftaler støder man jævnligt på formuleringer, der henviser til “seneste selvangivelse”. Det er sjældent et problem, men det er værd at bemærke, at der ikke længere findes et dokument med det navn for personer. Det, der efterspørges, er som regel årsopgørelsen eller oplysningsskemaet med tilhørende virksomhedsskema.