Summa summarum

Indhold

Summa summarum er et latinsk udtryk, der bogstaveligt betyder “summen af summer” — det endelige slutbeløb, når flere delsummer er lagt sammen. I regnskabssammenhæng bruges det som et samlet udtryk for det endelige resultat eller den endelige opgørelse. I moderne dansk er termen primært en sprogarv, men den optræder stadig i juridiske, regnskabsmæssige og daglige sammenhænge.

Brugen i regnskab

I klassisk dansk regnskab — og særligt i ældre regnskabslitteratur — bruges summa summarum om den endelige opgørelse efter alle delposter er afstemt og summeret. Det kan referere til:

• Den endelige saldobalance efter alle posteringer i en periode
• Det endelige resultat efter alle indtægter og omkostninger er sammentalt
• Den samlede balance hvor aktiver = passiver

I moderne regnskabsdokumenter ses termen sjældent som et formelt regnskabsbegreb, men optræder dog stadig i dagligt forretningssprog som en understregning af, at “alt taget i betragtning” eller “når alt regnes med” lyder konklusionen således og således.

I moderne forretningssprog

Uden for selve regnskabet bruges “summa summarum” i daglig tale ofte som indledning til en samlende konklusion: “Summa summarum: vi tjente penge på det.” Det er en stilistisk markør, der fortæller læseren eller lytteren, at det følgende er sammenfatningen — den endelige opsummering af et længere argument.

For en moderne økonomifunktion er termen primært relevant, hvis man arbejder med ældre regnskaber eller møder den i juridiske dokumenter. Den har ingen særskilt teknisk betydning ud over sin almindelige betydning som “samlet konklusion”. Det er en af de udtryk, der minder om, at regnskab og økonomi har dybe historiske rødder — og at meget af det fagsprog, vi bruger i dag, kommer fra en tid, hvor latin var det internationale handelssprog.