Tilgodehavende

Indhold

Et tilgodehavende er et beløb, virksomheden har krav på fra en anden part. I balancen indgår tilgodehavender som omsætningsaktiver under hovedkategorien “Tilgodehavender”. De mest almindelige er debitortilgodehavender — fakturaer udstedt til kunder, der endnu ikke er betalt — men kategorien omfatter også andre tilgodehavender som moms, refusioner, depositum og mellemregninger.

Typer af tilgodehavender

I et regnskab opdeles tilgodehavender typisk i flere kategorier:

• Tilgodehavender fra salg og tjenesteydelser (debitorer): kundefakturaer
• Tilgodehavender fra koncernselskaber
• Tilgodehavender hos offentlige myndigheder: typisk momstilgodehavende
• Andre tilgodehavender: depositum, refusioner, lønforskud
• Periodeafgrænsningsposter: forudbetalte omkostninger

Hver kategori har sit eget styringsregime og sin egen risikoprofil. Kundefakturaer har størst risiko for tab; offentlige tilgodehavender har næsten ingen tabsrisiko, men kan have lange indfrielsestider.

Vurdering og nedskrivning

I regnskabet vurderes tilgodehavender som hovedregel til den nominelle værdi minus eventuelle hensættelser til tab. Princippet er, at tilgodehavendet skal afspejle det beløb, virksomheden realistisk forventer at modtage. Hvis et tilgodehavende er usikkert — fx fordi kunden har likviditetsproblemer eller bestrider fakturaen — skal der hensættes til tab.

Hensættelser kan opgøres individuelt (specifik vurdering pr. tilgodehavende) eller statistisk (en procentdel baseret på historisk tabsrate). I praksis bruges en kombination: store eller risikable tilgodehavender vurderes individuelt, mens den brede portefølje af mindre debitorer typisk hensættes statistisk. Det er en disciplin, der særligt kommer i fokus ved revisionen — og som med fordel håndteres løbende gennem året, ikke kun ved årsafslutning.